Mika vinder SAMs ungdomstræf

Løvvang Bowling Center dannede i den forgangne weekend rammen om det traditionsrige ungdomsstævne, SAMs Ungdomstræf. Stævnet afvikles af Aalborg Kredsen og er opkaldt efter den mangeårige sportsjournalist ved Aalborg Stitstidende, Ejvind Samuelsen, der også selv var en ivrig bowler. Et godt team af frivillige fra Kredsen stod lørdag morgen parat til at modtage de lidt over 200 gæster fra hele Danmark.

For Stenhuset blev SAMs ungdomstræf en succes, nok især for stortalentet Mika Guldbæk. For hende er store resultater i vores eget stævne nærmest blevet en tradition (vi behøver blot tænke tilbage på 2010, hvor hun var en del af et helt fantastisk resultat fra Stenhusets spillere med masser af sejre til følge. I år gentog hun bedriften og vandt stævnets puslingerække i meget flot stil. I finalen var hun oppe mod en værdig modstander, nemlig Megan Dicay fra SISU. Mika vandt kampen i to serier med så flotte resultater som 187-181 og 173-162. Bemærkelsesværdigt og flot, at de to seje piger satte alle drengene til vægs i et af Danmarks største ungdomsstævner.

Forud for finalesejren gik for Mika end ENDNU FLOTTERE semifinale, hvor Marcus Christensen fra Trekanten fik tørre tæsk. Resultaterne i de to serier er meget usædvandlige i puslingerækken; Mika vandt 212-159 og 218-147. Mika var i øvrigt også bedst i indledende runde med 1024 kegler, 5 flere end den senere sølvvinder fra SISU.

Stenhuset ønsker Mika tillykke med en sej og meget flot præstation.

I juniorrækken var det tæt på, at Stenhuset havde fået endnu en triumf. Rikke N. Johansen havde i semifinalen slået Mikkel Malesa fra SISU med 221-146 og 199-203. Dermed var hun fremme i finalen mod Nichlas Christensen fra Trekanten. Dette blev desværre for stor en mundfuld for Rikke, der tabte 203-234 og 169-181. Trods alt tillykke til Rikke med en flot præstation (selvom det er træls at blive nummer 2)

I ynglingerækken gjorde Erik K. M. Jensen og Kim Knudsen ihærdige forsøg på at komme helt til tops, men resultaterne 1177 og 1176 rakte desværre ikke helt dertil.

Sams ungdomstræf gav også flotte debut resultater til en række af Stenhusets nye, unge spillere. Se alle resultaterne på www.bowling-aalborg.dk

Template Design Ext-joom.com