Tak for en god hyttetur 2012

Der var tilmeldt 64 deltagere til årets hyttetur. Blandt deltagerne var både ungdomsspillere, deres forældre & søskende, seniorspillere, seniorspilleres ægtefæller m.fl. Vejrguderne havde stillet en våd weekend i udsigt, men det endte faktisk med at blive meget bedre end forventet. Fredag eftermiddag silede regnen ned over Nordjylland, men da Stenhuset ankom til hytten i Voerså ved aftenstid var regnen stoppet. Så var banen kridtet op til rundbold og aftenhygge.

Lørdag var vejret udmærket bortset fra et par korte regnbyger. Peter og Britt gik allerede om formiddagen i gang med at tilberede den helstegte pattegris, og der var rigeligt med lækker mad til alle. I køkkenet sørgede Svend Erik, Bruno og Preben for at ingen sultede, og i "marken" blev der spillet fodbold, vikingespil, rundbold o.s.v. til den store guldmedalje.

Lørdag aften var der Skt. Hans Bål, der trods sin beskedne størrelse skabte god stemning med fællessang, heksejagt og skumfiduser over ilden!

Sankt Hans bål på Møllegården

Der var også tid til en sejltur på Voer å, hyggelig snak om den kommende sæson og masser af brætspil indendørs i aftentimerne.

TAK til alle deltagere for en rigtig hyggelig hyttetur - og god sommerferie til alle.

Template Design Ext-joom.com