Jyske triumfer på stribe for Stenhuset

I weekenden d. 5.-6. februar 2011 blev de jyske bowlingmesterskaber afviklet i disciplinerne double (2-mandshold) og individuelt. Seniorernes mesterskab blev afviklet i Bowl'n Fun i Viby, mens ungdommens mesterskaber fandt sted i Master Bowl i Randers. For Bowlingklubben Stenhuset blev mesterskaberne en sand triumf, idet det blev til mesterskaber og medaljer på stribe.

Allerede lørdag var det første jyske mesterskab i hus. Landsholdsspiller Sascha Wedel stillede op i double sammen med Pia Burkal fra Trekanten (Kolding), og det lykkedes for de to spillere at genvinde det jyske mesterskab, som de også kunne juble over sidste år. Sascha var med 1179 kegler i lørdagens indledende runde næstbedst af alle deltagende damespillere, og dermed sikrede hun sig også billet til den individuelle semifinale. Det var der i øvrigt også flere af Stenhusets unge talenter, der gjorde. Dorte Sidelmann, der netop i denne uge har fejret sin 20-års fødselsdag, gik videre som nummer 9 med 1134 kegler, mens også Heidi Madsen, der i denne sæson har løftet sit spillemæssige niveau på imponerende vis, kom med i semifinalen: 1127 kegler rakte til en 11. plads. Dermed var der tre spillere fra Stenhuset blandt de 12 semifinaledeltagere hos damerne.

Også på herresiden havde Stenhuset en semifinaledeltager. Lars Høberg scorede 1183, hvilket gav ham semifinaleadgang på alleryderste mandat. Han kom med som 16. og sidste spillere, blot én kegle foran nummer 17.

Søndagens semifinaler blev en meget opmuntrende oplevelse for Stenhuset. Hos damerne holdt Sascha Wedel fast i sin andenplads, idet hun med 1185 på semifinalens fem serier viste stabilt spil. Heidi Bach Madsen imponerede alt og alle, da hun med 1222 i semifinalen avancerede fra 11. til 3. pladsen. Dorte Sidelmann sluttede som nummer 10. Dermed var der to Stenhuset spillere med i medaljefinalen. Også hos herrerne præsterede Lars Høberg det næsten umulige. Han fik sig spillet op fra 16. til 7. pladsen i løbet af semifinalens seks serier, hvor han scorede 1264. Dermed var også han med i medaljefinalen.

Bedst som det så meget lovende ud, så blev det desværre ikke til individuelle medaljer. Hos damerne sluttede Sascha Wedel på femtepladsen, mens Heidi Madsen blev nummer 6. Sascha var kun 22 kegler fra en bronzemedalje. Hos herrerne sluttede Lars Høberg på en meget flot femteplads.

I Randers, hvor ungdommen spillede jysk mesterskab, var der derimod masser af metal at glæde sig over for Stenhuset. Efter de indledende runder stod det klart, at Stenhuset havde sikret sig en imponerende medaljehøst i double-disciplinen. Mika Guldbæk og Emma Kalmar Møller Jensen blev jyske mestre for puslinge piger med i alt 1644 point. I drengerækken var der guld til Jeremy Andreas Christensen, der stillede op sammen med Patrik J. Sørensen fra KBK/Kammeraterne (Århus). Jeremy scorede 981 og sikrede sig dermed også adgang til den individuelle semifinale.

I juniorrækken var der også guld til Stenhuset, idet Rikke N. Johansen genvandt det jyske mesterskab i double sammen med Cecilie Simonsen fra BK Ribe. Rikke væltede 1089 kegler på 6 serier, og var dermed også sikker kvalificeret til semifinalen.

Hos ynglingene vandt Stenhusets ungdomslandsholdsspiller, Stine Nørgaard Johansen, sølv i double sammen med Pernille Rasmussen fra Stars & Strikes - Stine scorede 1114. Endelig vandt Andreas Ydesen, som scorede 1096, sølv i double sammen med Torben Jørgensen fra Grindsted BK.

I søndagens individuelle finaler var der masser af hvide Stenhuset trøjer på banerne i Randers. Hos puslingene endte det med et rent Stenhuset-opgør i finalen, hvor Emma K.M. Jensen og Mika Guldbæk skulle spille mod hinanden. De to piger har efterhånden en vis erfaring i indbyrdes opgør, og denne gang blev det Mika, der snuppede guldet. Stenhuset ønsker stort tillykke til Mika med det dobbelte jyske mesterskab, og naturligvis også tillykke til Emma med sølvet.

Hos drengene gik Jeremy A. Christensen hele vejen til finalen i puslingerækken, hvor han spille spille mod Patrik J. Sørensen fra KBK/Kammeraterne. Jeremy sikrede sig i denne finale et jysk mesterskab og fik en velfortjent guldmedalje om halsen - og så skulle han oven i købet kun bruge 2 serier til at afgøre sagen.

Hos juniorerne havde Stenhuset ingen finaledeltagere hos drengene, men hos pigerne nåede Rikke N. Johansen - trods skidt spil i semifinalen - helt frem til guldfinalen, hvor modstanderen var Mette Hald fra Stars and Strikes Horsens. Her led Rikke et af sine sjældne nederlag, men det var bestemt ikke i kraft af dårligt spil. Rikke scorede over 190 i begge finaleserier, men den storspillende modstander fra Horsens scorede over 200 i begge serier. Tillykke, trods alt :-), med sølvet til Rikke - og så skal vi også huske at sende et stort tillykke til Mette Hald i Horsens med det jyske mesterskab.

Hos ynglingene var det Martin Baun Jensen, der stjal billedet i søndagens finalespil. Med 1096 gik han videre til finalespillet som nummer 6, og både han og Andreas Ydesen fik sig i semifinalen spillet ind i top 4, hvilket gav adgang til trinfinalen. Martin og Andreas mødtes i den første kamp i semifinalen, og her trak Martin det længste strå, således at Andreas sluttede på den ærgerlige fjerdeplads. Martin tabte desværre den efterfølgende kamp til Torben Jørgensen fra Grindsted BK, og dermed fik han en individuel bronzemedalje om halsen. Stort tillykke til Martin med et godt resultat.

I pigerækken viste Stine N. Johansen både nerver og klasse, da hun via semifinalen spillede sig helt frem til guldfinalen, hvor modstanderen var Louise H. Jørgensen. Her skulle Stine kun bruge to serier til at sætte tingene på plads, og således kunne en stolt Stine smykke sig med en individuel guldmedalje og sit første jyske mesterskab som ynglingespiller. Stort tillykke med det.

Dermed blev der sat punktum for et fantastisk jysk mesterskab for Stenhusets vedkommende.

Template Design Ext-joom.com