Herrerne vinder regionsfinale i Jysk Turnering

Søndag d. 14-03-2010 skulle der spilles regionsfinale i Jysk Turnering. Vores herrer havde sikkert kvalificeret sig fra 1. runde i Brønderslev, samt 2. runde i Hobro.
Holdet skulle starte imod et andet hold fra 1. div vest, nemlig Stars & Strikes. Denne kamp blev aldrig spændende og blev sikkert vundet med ca 100 kegler.
2. kamp var mod LBC, og her kom Stenhuset op i et vildt gear, da holdet scorede 753. Holdet præsterede sidst i serien at lave 21 strikes i træk, og LBC blev sat til væg med over 200 kegler.
3. og 4. kamp forløb ligeledes uden problemer for Stenhsuet mod HIK 1 og HIK 3.
Nu kom vi så til de absolut afgørende kampe, mod de 2 hold fra Aalborg Bowling Team. Første kamp var mod ABT 1, som bestod af tidligere Stenhuset spillere Thomas Jørgensen og Bo Lentz, samt Steffen Tang (tidligere Thor 94). Denne kamp blev dog heller aldrig spændende. Stenhuset havde simpelthen for godt fat i banerne til at ABT kunne følge med.
På dette tidspunkt vidste Stenhuset at der blot skulle 1 sejr mere i hus for at sikre førstepladsen, men nu ventede den sværeste kamp af dem alle, nemlig mod ABT 3, som bestod af Morten Christoffersen, Thomas Bai og Mikael Brændeskov. Kampen var langt hen ad vejen tæt, men Stenhuset holdte gennem det meste af kampen en spinkel føring. Til indgangen af 10. rude første Stenhuset med 20 kegler, samt 3 strikes at bygge videre på. Efter første 10. rude var spillet havde ABT reduceret føringen til 10 kegler, men en miss fra ABT og sikre opsamlinger og strikes fra Stenhuset, kunne vi også her trække os med sejren i hus på ca. 40 kegler.
På dette tidspunkt havde holdet deres laveste score på 628 over 6 serier. Nu havde holdet sikret sig 1. pladsen og det fik dem åbenbart til at gå HELT ned. Sidste kamp mod BK Himmerland blev tabt med ca. 30 kegler, hvor Stenhuset scorede 520. En lidt bitter afslutning på en ellers meget velspillet finale.

Holdet er nu kvalificeret til den endelige unionsfinale søndag d. 28-03-2010, som også spilles i Løvvang. Her skal holdet op i mod hold fra de øvrige 3 regioner i JBwU. På nuværende tidspunkt vides det at Enghaven, Thor 94, Expello og Viking ligeledes er kvallificeret.

Holdet bestod af Kløjer, Kimmy, Per D og Lars

Template Design Ext-joom.com